Den traditionelle vs. den nye undersøgelse

Hvad betyder det for dig, der lider af nedsat hørelse at blive undersøgt med den nye undersøgelsesmetode?

Det er vores overbevisning, at den nye undersøgelsesmetode medfører et hurtigere og mere effektivt patientforløb, så du og andre personer med høretab kan få høreapparater så hurtigt som muligt uden unødvendige gentagelser af undersøgelser. Ved at digitalisere undersøgelsesmetoden kan de eksisterende ventelister nedbringes, og undersøgelsesforløbene afkortes. Derfor kan den nye undersøgelsesmetode i fremtiden have stor betydning for personer med høretab og ønske om høreapparater.

Hvilke forskelle er der egentligt mellem den nye og den traditionelle undersøgelsesmetode? Læs med nedenfor!


Den nye undersøgelsesmetode i InHEAR

  1. Dine symptomer og høreproblemer udspecificeres ved at du udfylder 1-2 digitale spørgeskemaer, der automatisk registreres i en elektronisk database

  2. Undersøgelsen af dine ører og din hørelse indebærer:

    • En høreprøve

    • En trykprøve af dine mellemører

    • En undersøgelse af dine øregange og trommehinder ved en video-otoskopi foretaget af en audiologiassistent/audiologist

  3. Du henvises til relevant behandling af en speciallæge, der vurderer dine spørgeskemabesvarelser og dine undersøgelsesresultater digitalt

 
Ved en video-otoskopi visualiseres trommehinden ved hjælp af otoskopets optiske lyskilde, der indføres i øregangen. Da det er muligt at lave billedeoptagelser af trommehinden, kan undersøgelsen udføres af én person og vurderes af en anden,  hvilket …

Ved en video-otoskopi visualiseres trommehinden ved hjælp af otoskopets optiske lyskilde, der indføres i øregangen. Da det er muligt at lave billedeoptagelser af trommehinden, kan undersøgelsen udføres af én person og vurderes af en anden, hvilket gør undersøgelsen velegnet i den nye, digitale undersøgelsesmetode som kandidat til erstatning for den specialistudførte øremikroskopi.

Den traditionelle undersøgelsesmetode

  1. Dine symptomer og høreproblemer udspecificeres ved en fysisk samtale med en øre-næse-halsspeciallæge, der noterer informationerne i din patientjournal

  2. Undersøgelsen af dine ører og din hørelse indebærer:

    • En høreprøve

    • En trykprøve af dine mellemører

    • En undersøgelse af dine øregange og trommehinder ved en øremikroskopi foretaget af en øre-næse-halsspeciallæge

  3. Du henvises til relevant behandling af en speciallæge på baggrund af en samtale og en undersøgelse ved et fysisk møde

 
Ved en otomikroskopi - øremikroskopi - er det muligt at få et deltaljeret billede af øregangen og trommehinden, da otomikroskopet kan forstørre strukturerne i fokus op til 40 gange. Undersøgelsen er binokulær - det vil sige, man bruger begge øjne - …

Ved en otomikroskopi - øremikroskopi - er det muligt at få et deltaljeret billede af øregangen og trommehinden, da otomikroskopet kan forstørre strukturerne i fokus op til 40 gange. Undersøgelsen er binokulær - det vil sige, man bruger begge øjne - hvilket gør det muligt at opnå dybdesyn, der er særdeles anvendeligt ved den objektive specialistvurdering af øregangen og trommehinden.


Den traditionelle undersøgelsesmetode i Kontrolgruppe 3

Hvis du har problemer med hørelsen, skal en øre-næse-halsspeciallæge ved et fysisk møde lave en samlet vurdering af dine ører og din hørelse. Lægen vurderer din hørelse ved hjælp af en høreprøve og undersøger dine ører ved en øremikroskopisk undersøgelse af dine ører. Ved en samtale indhentes endvidere relevant viden omkring dine symptomer og de vanskeligheder, du oplever i forbindelse med din hørelse. Afhængigt af jeres samtale og undersøgelsernes resultater, kan lægen henvise dig til gratis behandling med høreapparater i en offentlig høreklinik eller til tilskudsberettiget behandling med høreapparter i en privat høreklinik. Du bestemmer selv, hvor du ønsker behandling.

Udtrækkes du til Kontrolgruppe 3, modtager du en traditionel undersøgelse som beskrevet her.

 

Den nye undersøgelsesmetode i Testgruppe 1 og 2

I projektet testes den nye undersøgelsesmetode, hvor personer med høreproblemer undersøges uden efterfølgende at skulle vurderes af en speciallæge ved et fysisk møde.

Hvis du som projektdeltager udtrækkes til Testgruppe 1 eller Testgruppe 2 og således skal afprøve den nye undersøgelsesmetode, får du i stedet for et fysisk møde med en speciallæge foretaget en standardiseret forundersøgelse. Den standardiserede forundersøgelse udføres af erfarne audiologiassistenter eller audiologister i udvalgte private eller offentlige høreklinikker i Region Nordjylland og består af 1-2 spørgeskemaer omhandlende dine ører og din hørelse, en høreprøve samt en undersøgelse af dine ører ved en video-otoskopisk undersøgelse.

Resultaterne fra den standardiserede forundersøgelse gemmes i en elektronisk database og bliver herefter vurderet digitalt af en øre-næse-halsspeciallæge, hvilket vil sige, at lægen tilgår resultaterne i databasen via fjernadgang fra en computer. Du sparer således et besøg ved lægen. Afhængigt af spørgeskemabesvarelserne og forundersøgelsens øvrige resultater vil lægen henvise dig til relevant behandling.

Som projektdeltager i Testgruppe 1 eller Testgruppe 2 kan du ikke selv vælge behandlingssted, men vi vil sørge for at tilbyde dig behandling i den af vores høreklinikker, der ligger nærmest muligt din bopæl.

Som tak fordi du deltager i projektet…

…vil du uanset fordeling til de tre undersøgelsesgrupper - såfremt det viser sig, at du har brug for høreapparter - modtage gratis behandling med høreapparater af høj kvalitet uden om eksisterende ventelister.

Previous
Previous

Sådan skyller du dine ører